Minkindustrien trues igen: Et pelsfrit Europa kan blive fremtiden

Minkindustrien i Danmark kan være på vej mod mørke tider igen. Borgerinitiativet ‘Fur Free Europe’ er netop afsluttet, og det betyder, at Kommissionen nu skal tage stilling til, hvorvidt fremtidens Europa skal være uden pelsproduktion eller handel. Besluttes det, bliver det ulovligt at handle mink i Danmark – denne gang for altid.

Af Marie Elliot og Alexander Christiansen

Tomme bure på kombineret minkfarm og pelseri i Ørnhøj, mandag den 7. december 2020. Sådan kan de farme, der overlevede nedlukningen i 2020, snart se ud igen (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)

I efteråret 2022 fik de danske minkavlere tilladelse til at starte erhvervet op igen, men det kan være på lånt tid. Et borgerinitiativ i EU forsøger lige nu at sætte en stopper for al pelsproduktion og industri i EU. 

For at et borgerinitiativ tages til afgørelse i Kommissionen og Parlamentet kræver det en million gyldige underskrifter fra mindst syv lande i EU. Og det har initiativer et år til at indsamle.

Borgerinitiativet ‘Fur Free Europe’ fik 1,7 millioner underskrifter efter blot 10 måneder, og kan derfor blive taget op til debat hurtigere end initiativer normalt tages op.


Enormt pres på politikerne

Danmark er blandt de få lande i EU, der støtter op om pelsindustrien. Ifølge Ritzau har 21 lande i EU forbudt produktion af pels af hensyn til dyrs velfærd.

Ifølge Esben Sloth, kampagnechef hos World Animal Protection Denmark, kan borgerinitiativet komme til at få stor betydning for dansk minkavl.

“Vi regner med, at der vil være et flertal for initiativet, og at Europa vil blive pelsfrit.”

Han mener ikke, at det er muligt for Kommissionen at se bort fra de 1,7 millioner underskrifter, hvilket er det højeste antal underskrifter et borgerinitiativ i EU hidtil har fået.

Fødevareattaché i EU ved Den Danske Faste Repræsentation, Louise Juul Ledstrup, slår fast, at et stort pres fra befolkning kan påvirke EU-politikerne, når der skal stemmes for eller imod et pelsfrit Europa.

Enkelte lande i EU kan sætte en stopper for forbuddet

At mange lande i EU forbyder pelsindustri, og at fokus på dyrevelfærd er stigende, gør ikke minkerhvervet ulovligt i hele EU. Idéen om et pelsfrit Europa kan nemt afvises, hvis enkelte lande er imod forslaget. 

Afstemningen, om hvorvidt Europa skal være pelsfrit, vil finde sted i det tidlige efterår 2023 (Foto: FREDERICK FLORIN / AFP)

”De fleste borgerinitiativer dør en stille død, når det handler om industrier, for så er der penge involveret,” nævner Derek Beach, professor i Statskundskab ved Aarhus Universitet. 

Hvis et eller to lande er store modstandere af et forslag i EU, opstår der tit en gengældelseslogik blandt medlemslandene, uddyber han. Medlemslandene kan finde på at danne grupper for at stemme imod forslag, hvis det har store konsekvenser for enkelte lande – selvom de nationalt har en anden interesse. 

“Logikken opstår blandt lande i håb om at modtage samme støtte, hvis de en dag bliver stemt imod. Derfor sker det ofte, at medlemslandene når frem til langsigtede kompromisser,” siger Derek Beach.

Regeringen mod strømmen

Når landene skal stemme om et pelsfrit Europa kan gengældelseslogikken således blive afgørende, da visse lande, Danmark inklusiv, har store økonomiske interesser på området:

”Minkindustrien i Danmark er enormt magtfuld, og så længe der er penge på spil, kan dyrevelfærd komme i anden prioritet,” nævner Derek Beach. 

Kampagneleder og direktør for World Animal Protection Denmark, Esben Sloth, mener ligeledes, at regeringen går på kompromis med dyrevelfærd:

Esben Sloth er kampagnechef hos World Animal Protection og har været med til at fremsætte borgerinitiativet ‘Fur Free Europe’.

”Der har ikke været politisk mod til at gå imod minkerhvervet. Det er jo indlysende logik, at man ikke burde starte det op igen.”

Landbrug-, fiskeri- og fødevareminister, ved opstart af minkerhvervet i efteråret 2022, Rasmus Prehn, svarer på kritikken i en mail: 

”Efter en periode med nedlukning af minkerhvervet, (..) vurderende myndighederne, at det var ansvarligt med en genåbning af minkerhvervet. Derfor!”

Afstemningen, om hvorvidt EU i fremtiden skal være et pelsfrit kontinent, besluttes i det tidlige efterår. Vedtages det, er det i skrivende stund ikke til at forudse, hvor mange år det vil tage, før pelsindustrien ikke er at finde i EU mere. Men én ting er da sikkert; den danske minkindustri vil igen skulle lide en stille død.